fredag den 5. oktober 2018

Foreningsnyt: Referat fra septembermøde


BestyrelsesmødeLAG Småøernes bestyrelse holdt møde den 6. september 2018. På dagsordenen var bl.a. vores deltagelse i Folkemødet på Bornholm, bosætningsprojektet Nye naboer - mere øliv. Et bosætningsprojekt på småøerne samt et kommende bestyrelsesseminar (som vi afholder i samarbejde med Sammenslutningen af Danske Småøers bestyrelse).

Bestyrelsen drøftede desuden et forslag til, hvordan vi i endnu højere grad kan sikre et godt udbytte af de projekter, vi støtter hos småøernes folkeejede virksomheder.

Mange af de folkeejede ø-virksomheder, vi støtter, ejer bygninger og lokaler, som forpagtes ud til fx en restauratør eller lejes ud til private selskaber.

Det blev på bestyrelsesmødet besluttet, at vi fremover i vores vurdering af projekter vil have øje for de konkurrencevilkår, der er på den pågældende ø, og på de virkninger et tilskud til en folkeejet virksomhed kan have på øen.

Vores mål er, at tilskynde til en forretningsmodel, hvor en folkeejet virksomhed ved udlejning (eller bortforpagtning) har en indtjening, som ville gøre den i stand til at forrente og afdrage et lån, som svarer til den investering, virksomheden har foretaget med tilskud fra fx fonde, LAG og statslige og kommunale puljer. 

Med en bedre indtjening får de folkeejede virksomheder mulighed for at klare kriser (fx i perioder med et svigtende marked eller ved manglende udlejning/bortforpagtning). De får også mulighed for at geninvestere i virksomheden (forbedre rammerne, etablere ny varmeforsyning m.m.) eller for at investere i almennyttige, ikke-kommercielle formål i lokalsamfundet (hvis vedtægterne giver mulighed for det). 


Nye naboer - mere øliv. Et bosætningsprojekt på småøerne gennemføres i et partnerskab mellem Sammenslutningen af Danske Småøer og LAG Småøerne. Læs mere om projektet her: http://lag-smaaoerne.blogspot.com/search/label/bos%C3%A6tning%202018-2020



Referatet fra mødet kan hentes her: www.dropbox.com/s/4ivfkjp5q3l14gl/referat_180906_web.pdf?dl=0