Den nye forening tager over efter Småøernes Aktionsgruppe, som har eksisteret siden 2007, men nu er ved at blive nedlagt sammen med resten af landdistriktsprogrammet 2007-2013.
Den stiftende generalforsamling for den nye LAG Småøerne foregik
på Odense-hotellet Ansgar. En af
generalforsamlingens opgaver var at vælge øboere til den nye forenings bestyrelse.
Søren Noes blev valgt som foreningens første formand. Søren
bor på Hjarnø, med kæreste og 2 børn. Han arbejder som socialpædagog i en
institution i Ikast-Brande Kommune. Hjarnø har siden 2012 været en del af
småø-projektet ØSE (om ø-entreprenørskab), og ad den vej kender Søren til
LAG-arbejdet. Men også lokalt i Hedensted Kommune har han været aktiv i LAG- og
landdistriktsarbejdet. Søren er desuden Hjarnøs ø-repræsentant, og han har de
senest par år deltaget i ø-sammenslutningens repræsentantskabsmøder og generalforsamlinger.
Bestyrelsens første opgave er at lave en strategi, der angiver, hvilke resultater man - med tilskudskronerne og småøernes LAG-arbejde - ønsker at nå inden 2020.
Det forventes, at LAG Småøerne har adgang til mellem 2.5 og
3 mio. kr. pr. år i landdistriktsprogrammet. Det er ikke afgjort, om der også
bliver midler til LAGen fra fiskeriudviklingsprogrammet, hvor Småøernes
Aktionsgruppe fra 2007 til 2013 rådede over ca. 1 mio. kr. pr år.