Ø-HAVNEN ▪ Småøernes havne kan nu blive knyttet sammen i et netværk på den landsdækkende, digitale Havneguide.dk.
Målet er mere synlighed og mere markedsføring overfor alle de sejlere, der bruger havneguiden, når de holder sejlerferie. Det er LAG Småøerne og Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID), der står bag initiativet.
Med den nye ø-platform får hver enkel småø-havn en bedre og mere indbydende beskrivelse på den digitale havneguide, end de har i dag. Samtidig bliver der skabt et ”ø-univers” med invitation til at besøge øerne og til at gå på opdagelse og finde nye ø-oplevelser, når man er på sejlerferie i Danmark. Universet bliver oversat til tysk og engelsk.
På Havneguide.dk vil gæsterne fra sommeren 2021 møde småøernes havne under en samlet ø-overskrift, og de vil udover havnebeskrivelserne finde ruteforslag, farvandsbeskrivelser og links til lokale seværdigheder m.m.
Havneguide.dk viser alle lystbådehavne i Danmark, og på portalen finder sejlerne inspiration og information om faciliteter, priser, havnekort, oplevelser og spisesteder i nærheden af havnen.
Forenet indsats
LAG Småøerne gennemfører i forvejen projekt Ø-HAVNEN, som har fokus på at udvikle og forbedre småøernes havne.
- Vi synes, det er naturligt at supplere det udviklingsarbejde med lidt markedsføring. Og Havneguide.dk er en naturlig platform, fordi der allerede er mange sejlere, der bruger guiden, når de planlægger ferien, siger Søren Noes, formand for LAG Småøerne.
- Danmarks ø-havne byder på en helt særlig oplevelse. Og selvom ø-havnene også er forskellige, giver det rigtig god mening at forene kræfterne bag en koordineret indsats omkring maritim turisme, siger Jesper Højenvang, direktør i FLID.
Gratis tilbud
Ideen er, at småøernes havne ved at stå sammen kan nå længere ud, end ved at markedsføre sig hver for sig. På den måde præsenteres sejlerne for flere spændende oplevelser og dermed flere gode grunde til at besøge småøerne og ø-havnene. Målet er, at indsatsen skal tiltrække flere gæstesejlere og sørge for at de bliver længere. På den måde får havnen skabt mere omsætning til gavn for både havnen selv og for øen.
Den ekstra markedsføring på havneguide.dk betales af LAG Småøerne og er gratis for alle småøernes havne.
Foreningen af Lystbådehavne I Danmark kontakter alle småøernes havne i løbet af marts, men hvis man allerede nu vil høre om tilbuddet, skal man kontakte LAG Småøerne og Morten Priesholm på tlf. 32 22 84 93.
- Find Havneguide.dk: www.havneguide.dk
- Læs mere om projekt Ø-HAVNEN: http://lag-smaaoerne.blogspot.com/search/label/%C3%98-HAVNEN