Kirsten Bjørnø driver virksomheden Bjørnøgård med café, kurser og ferieboliger. |
Solen skinner gavmildt ned på Bjørnø, da færgen med plads til 20 passagerer ankommer til øen efter den 17 minutter lange sejlads over Faaborg Fjord. Gennem varmedisen i horisonten kan man stadig få øje på Faaborg og byens vartegn – det gule klokketårn.
Ø-gæsterne stiger af færgen og begynder langsomt at bevæge sig til fods eller på cykel op ad den eneste vej på den bilfri ø. Vejen fører op imod en lille samling huse, der tilsammen udgør den eneste egentlige landsby på øen. Følger man vejen ind i byen, kan man ikke undgå at passere Bjørnøgård, hvor Café Pileflet befinder sig. Stedet ejes og drives af Kirsten Bjørnø.
|
Født på Bjørnøgård
Kirsten er født og opvokset med sine to søstre på Bjørnøgård. Siden flyttede hun til fastlandet og tog en uddannelse som socialpædagog. På seminariet mødte hun Henrik.
- Henrik og jeg blev kærester. Han elskede at sejle rundt i sin sejlbåd i det sydfynske øhav, og han var helt vild med Bjørnø. Vi flyttede til øen og startede med at bo i et lille træhus, men da min far døde og min mor flyttede til fastlandet, overtog vi Bjørnøgård. Her fik vi blandt andet indrettet to ferieboliger, som vi satte i stand og lejede ud, forklarer Kirsten.
Pileflet, kurser og ferieboliger
Henrik og Kirsten var i mellemtiden blevet gift og havde fået to piger og en dreng. De arbejdede begge på deltid på fastlandet som socialpædagoger, mens det meste af fritiden blev brugt på Bjørnøgård. Her fik de indrettet værksted , så Henrik kunne afholde kurser i hans store passion: Pileflet. Kirsten stod så bl.a. for maden til kursisterne og gæsterne i ferieboligerne.
- Planen var, at vi skulle fortsætte sådan med en kombination af lønnet deltidsarbejde på fastlandet og lidt kurser og udlejning af ferieboliger i fritiden. Og så skulle vi gå ”all-in” med flere kurser, når vi blev pensionister. Men for fire år siden fik det hele en brat ende, da Henrik pludselig fik konstateret en aggressiv kræftsygdom og døde indenfor få måneder, forklarer Kirsten.
Café i det gamle værksted
Hvor nogen ville have opgivet det hele, måske flyttet væk for at starte på en frisk, så reagerede Kirsten anderledes.
- Jeg havde brug for en timeout, så jeg bad om et års orlov på mit arbejde, men det kunne af forskellige grunde ikke lade sig gøre. Så jeg endte med at sige mit job op og kaste alle kræfter ind i at få bygget noget op her på Bjørnøgård. Halvdelen af min identitet ligger her, og jeg kunne mærke, at her var den dybe tryghed, som Bjørnø og stedet altid har givet mig, og som jeg havde meget brug for på det tidspunkt. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige for mig at gøre, som jeg har gjort, fortæller Kirsten.
Kirsten gik efter et stykke tid gik ned med stress oven på sorgen og det pludselige tab af Henrik. Alligevel lykkedes det hende på relativ kort tid at få etableret en café i det gamle pilefletteværksted, som derfor kom til at hedde Café Pileflet.
Café Pileflet er indrettet i en af Bjørnøgårds gamle driftsbygninger, som også i en periode har været pilefletteværksted. 2020 var en stor succes for Café Pileflet, og denne sæson tegner også godt. |
LAG-tilskud til professionelt køkken
- Det første år havde vi hverken køkken- eller toiletfaciliteter i cafeen og brugte beboerhusets køkken. Men allerede året efter lykkedes det at opnå støtte fra LAG til at bygge et nyt professionelt køkken, nye toiletter og et større lokale i forbindelse med cafeen, som kan bruges til kursusaktiviteter. Desuden har jeg fået renoveret endnu mere af huset og opsat nogle skurvogne, så der i dag er plads til 20 overnattende gæster, forklarer Kirsten.
Mange steder ses eksempler på Kirstens store interesse for genbrug og bæredygtighed. En masse forskellige gamle døre udgør en hel væg fra gulv til loft i det store aktivitetsrum, og i cafeen står mange gamle stole, borde og sjove lamper. På en endevæg hænger et kæmpestort ur, og i et hjørne står en udstoppet bjørn og brøler tavst ud i lokalet.
- Jeg har bygget rigtig meget af det selv. Elsker at bruge min egen kreativitet og finde brugte ting, som kan genbruges. Der er flere arkitekter, som har sagt, at cafeen er sådan en ”københavner-café”. Først blev jeg lidt fornærmet, men det de mente var, at jeg har bygningerne, lyset og lokalerne til at indrette noget unikt og spændende, som også er det mange forsøger at skabe inde i byerne, forklarer Kirsten.
Flere kurser i vinterhalvåret
Corona-krisen har også sat sit præg - især på kursusaktiviteten i vinterhalvåret – men sommeren i 2020 var en stor succes for Café Pileflet. I år ser det næsten lige så godt ud, og Kirsten har derfor ansat fire ungarbejdere og tre voksne til at hjælpe til. Men ambitionen er også at få mere gang i kursusaktiviteten resten af sæsonen.
- Jeg har fået kontakt med flere, som gerne vil afholde kurser i vinterhalvåret f.eks. kreative kurser i kunstterapi og filtning. For Bjørnøgård og Bjørnø appellerer rigtig meget til folk, der ønsker ro til at fordybelse og kreativ udfoldelse, fortæller Kirsten.
Generationsskifte
Kirsten håber, at hendes døtre en dag vil overtage stedet og drive det videre på deres måde, men indtil videre tager hun tingene, som de kommer.
- Jeg er ikke typen, der lægger meget langsigtede planer. Jeg har altid haft den indstilling, at man skal gøre, det man har lyst til – her og nu. Og jeg er vant til at give meget af mig selv i de ting, jeg går ind i. Lige nu er det, der driver mig, at jeg stadig synes, det er sjovt og spændende. Og så er der den her her fornemmelse, jeg får indeni, når jeg siger farvel til nogle gæster, som har haft en fed oplevelse her på stedet. Og som kommer igen. Det er bare fantastisk, og det er det, der giver mig lysten til at fortsætte, slutter Kirsten, inden hun går ud i køkkenet for at hjælpe med maden til de mange cafégæster.
Tekst og fotos: Morten Telling
Se vores video om Bjørnøgård længere nede på side.
|