 |
| Anja Bech Knudsen |
Projektet gennemfører vi i et tæt partnerskab mellem Sammenslutningen af Danske Småøer og LAG Småøerne. I sin klumme skriver Anja:
"Jeg har nu i ni måneder arbejdet tæt sammen med mange øboere fra forskellige småøer, og uanset om de er fra Anholt, Endelave, Femø, Fejø, Strynø eller en anden af småøerne, så oplever jeg, at alle har en kæmpe stolthed og identitet forbundet med egen ø. Man er ikke ”bare” øbo, men anholter, endelavit, fejbatting, strynbo etc.
Det er følelsen af identitet og stedbundethed – at man hører til lige netop der, hvor man bor, og at man som øbo tager ansvar for hinanden, for fællesskabet og for øens fremtid. "
I har helt sikkert
alle sammen set det – to motorcyklister passerer forbi hinanden og begge hæver
venstre hånd til en lille indforstået hilsen. Ikke fordi de kender hinanden,
men som en uskreven regel i et særligt fællesskab med en fælles identitet omkring
at køre motorcykel.
Hvad har det med
ø-liv og bosætning at gøre? Jo, det handler også om en stærk
fællesskabsfølelse, identitet og uskrevne regler.
Ø-kultur og DNA
Jeg har nu i ni
måneder arbejdet tæt sammen med mange øboere fra forskellige småøer, og uanset
om de er fra Anholt, Endelave, Femø, Fejø, Strynø eller en anden af småøerne,
så oplever jeg, at alle har en kæmpe stolthed og identitet forbundet med egen
ø. Man er ikke ”bare” øbo, men anholter, endelavit, fejbatting, strynbo etc.
Det er følelsen af identitet og stedbundethed – at man hører til lige netop
der, hvor man bor, og at man som øbo tager ansvar for hinanden, for
fællesskabet og for øens fremtid.
Hvad så hvis man
ikke er indfødt øbo eller gift med en? Og denne tankegang og ø-kultur ikke
ligger som en del af ens DNA - kan man så blive en rigtig øbo?
Det særlige kodeks
Jo længere tid, jeg
arbejder med småøerne og øboere, jo klarere står det for mig, at der er en
bestemt mentalitet og kodeks forbundet med at være øbo. Det er ikke blot en ø,
man flytter til. Det er nærmere en slags ”ø-familie”, man søger om optagelse i,
og hvor medlemmerne forventes at holde sammen, hjælpe til, og til en vis grad
følge de uskrevne regler, der gælder.
Som tilflytter gør
man derfor klogt i at deltage i det meste af det, man bliver inviteret til, og
ikke mindst i at involvere sig i det lokale foreningsliv. Allerhelst ved at
”tage sin tørn” i diverse bestyrelser, uanset om man har lyst eller ej. ”Det
har alle vi andre jo gjort, så nu må det være de nye, der skal tage over”.
Eller en anden vending, jeg hørte en dag: ”Vi bliver nødt til at opdrage
tilflytterne til ølivet og foreningsarbejdet…”.
Det er måske sat
lidt på spidsen, men nok ikke så langt fra virkeligheden. I hvert fald ikke
efter de første tre måneder, hvor ”fredningsperioden” for nye tilflyttere er
overstået, og de forhåbentlig er faldet godt til.
Lystbetonet
frivillighed
Lyst som drivkraft
Er det problematisk
med denne ø-mentalitet, eller er det en nødvendighed for, at ø-samfundene kan
fungere?
Det er i mine øjne
begge dele. På den ene side er I som øboere meget bevidste om, at der kun er
jer selv til at få tingene til at ske. På den anden side er det som om, I
glemmer, at fundamentet for frivilligt arbejde er LYST – det skal berige en med
noget, ellers brænder man ud.
Det kan sikkert virke enormt provokerende, at jeg
fokuserer på lysten til at gøre en indsats, i stedet for behovet og den
uskrevne pligt til at bidrage som øbo.
Øliv som livsstil
Vil det overhovedet
kunne fungere, hvis I som øboere kun kastede jer over de opgaver, som I brændte
for og havde lyst til? Måske ikke på de allermindste øer, hvor I er ganske få
til at løfte de mange opgaver, men
prøv alligevel at
forfølge tankegangen. Måske er det på tide at gøre op med, hvordan I plejer at
gøre, og i stedet give plads til at I bruger jeres kræfter og kompetencer, der
hvor I er allerbedst.
At være øbo er i dag
sjældent for livstid. For mange er det en livsstil de prøver af i nogle år, og
så rykker de videre. Ofte pga. job – måske kom drømmejobbet på fastlandet,
måske var det hårdere at være pendler end man havde regnet med, eller måske gik
drømmen om egen virksomhed ikke som forventet.
Øbo på mange måder
En nuværende øbo
beskrev på et tidspunkt for mig, hvordan det føles når nogen flytter fra øen:
”Det er frygteligt. Nærmest som en skilsmisse. Det er følelsen af at blive
vraget”.
Betyder det så, at
jeres indsats for at tiltrække tilflytterne har været forgæves? Nej! Det er
blot vigtigt, at I accepterer vilkårene – at nogen kun vælger ølivet til for en
kortere periode, og at I fokuserer på den gode tid, de har boet på øen, og de ressourcer
de tilførte.
Der er helt sikkert
mange måder at være øbo på – og måske behøver vi ikke alle at tænke eller
handle på én bestemt måde, slutter Anja Bech Knudsens klumme i Ø-postens juninummer.
LAG-tema om
bosætning og gæstfrihed
Samarbejde,
gæstfrihed og tilflytning var på dagsordenen, da LAG Småøerne holdt temamøde
den 27. april 2019 - i forbindelse med foreningens generalforsamling i Odense.
Anja Bech Knudsen
holdt oplæg, og hun præsenterede bl.a. foreløbige resultater fra
tilflytteundersøgelsen. Læs mere på http://lag-smaaoerne.blogspot.com/2019/03/temamoede2019.html
Anja vender tilbage med flere bosætningsklummer i de
næste numre af Ø-posten. Og vi vil også bringe hendes tekster her hos os.
Nye
naboer- mere øliv. Et bosætningsprojekt på småøerne er et samarbejdsprojekt og gennemføres i et
partnerskab mellem Sammenslutningenaf Danske Småøer og LAG Småøerne. Til
projektet har vi via LAG Småøerne fået støtte fra Landdistriktsprogrammet og
fra Landdistriktspuljens ø-støtte.
Her er en kort introduktion til projektet: http://lag-smaaoerne.blogspot.com/p/nyenaboer.html
Man kan læse meget mere om projekt Nye naboer – mere øliv her: http://lag-smaaoerne.blogspot.com/search/label/bos%C3%A6tning%202018-2020
